Neden for kan du se hvilke arrangementer/ophold der er planlagt i 2020

I efteråret 2020 er to planlagte kurser:

Malekursus 4.- 6. september

Vandre- og yogaophold 17.- 20. september

Læs mere om begge nedenfor.

 

Malekursus - for begyndere/let øvede

4.- 6. september 2020

Kom godt igang med at male med dette malekursus, som har fokus på farvelære og komposition

Kan du lide at male eller vil du gerne i gang med at male? Har du prøvet at male, hvor du ikke kan få blandet den farve, du vil have frem? Og har du malet noget, hvor du bare synes, at maleriet mangler noget, men du kan ikke sætte fingeren på, hvad det er der mangler? For at få et godt resultat med maleriet, er det vigtigt med et minimum af færdigheder i sin værktøjskasse. Dette vil du blive undervist i på denne workshop, som fokuserer på læren om farver og om komposition.

På workshoppen vil du få viden om, hvilke farver du bør have for at kunne blande alle de farver du ønsker. Og du vil få viden om de vigtigste principper inden for farvelæren. Du vil også lære, hvordan du kan komponere et maleri, som er mere behageligt for øjet at kigge på ved at bruge de vigtigste principper inden for komposition. Du vil lære, at du kan nøjes med 8 eller 12 farver for at blande alle andre farver. Du vil gennem øvelser lære, hvordan du dæmper farverne uden de bliver kedelige og du vil lære, hvordan du får en farve til at springe frem i maleriet. Principperne, du lærer på workshoppen, kan du bruge, hvad enten du maler i olie, akryl eller akvarel, men på kurset maler vi med akryl.

En intensiv weekend, som forhåbentlig giver dig mod på at komme godt videre og få stor glæde af at male. Du skal medbringe dine egne akrylfarver, pensler og lærreder. Til øvelserne maler vi på papir, som du får udleveret. Liste over materialer du skal medbringe vil blive fremsendt senere, men kontakt underviseren, hvis du snart vil købe farver, for så guider hun dig til farvekøb.

Program: Fredag d. 4. september 2020 Ankomst i løbet af eftermiddagen, færge fra Ystad kl. 14.30 eller 16.30 og ankomst til Feriestedet Skovly ca. 2 timer senere

Kl. 19 Aftensmad

Efter aftensmad. Vi kommer på plads i atelieret og Sisse holder et kort oplæg.

Lørdag 5. september 2020 Kl. 9 Morgenmad

Kl 10-12 Farvelære – oplæg og øvelser

Kl 12-13 Frokost

Kl 13-15 Maleri efter eget valg eller maleri baseret på øvelser

Kl 15-16 Pause, evt. gåtur, hvor vi snakker om landskaber og evt. fanger motiver vi kan male på et senere tidspunkt

Kl 16-18 Maleri efter eget valg eller maleri baseret på øvelser

Kl. 19 Aftensmad

Søndag 6. september 2020

Kl 9-12 Komposition – oplæg og øvelser

Kl 12-13 Frokost

Kl 13-15 Maleri efter eget valg eller maleri baseret på øvelser

Kl 15 Afrunding og tak for nu. Færge fra Rønne kl. 16.30

I pauserne er der mulighed for gåture i området – evt. med guide, ligesom der er mulighed for en kort ekskursion til f.eks. Døndalen og Helligdomsklipperne. Der er også mulighed for at slappe af med forskellige spil, inde eller ude, eller trække sig tilbage med en bog. Vil du opleve lidt mere af Bornholm, er der mulighed for at komme et par dage før eller blive et par dage længere til rimelig pris.

Pris for kurset: 1750 kr i delt værelse, 250 kr ekstra for eneværelse. Alle deler badeværelse med 1-3 andre.

Prisen inkluderer undervisning i ca. 12 timer, 2 overnatninger og fuld forplejning i 2 døgn.

Ikke inkluderet i prisen: Drikkevarer udover kaffe og te, materialer (se ovenfor) og sengelinned (medbringes selv eller lejes for 100 kr).

Indkvartering i lejligheder på Feriestedet Skovly uden for Klemensker. Feriestedet Skovly ligger ude på landet i meget rolige omgivelser med udsigt til marker, sø og skov. Det er et mindre sted med 7 ferielejligheder med i alt 17 værelser. Alle deler badeværelse med 1-3 andre. Værelserne er relativt små, men der er stor stue i alle lejligheder, som I højst bliver 4 om at dele, og stort fællesrum I kan opholde jer i.

Maden: Vi spiser sund mad med mange grøntsager og kun lidt kød/fisk, men der er også plads til et stykke kage og lignende.

Underviser: Sisse Fagt (kontakt ved spørgsmål om kursets indhold: sissefagt2500@gmail.com, tlf. 22977320)

Afhentning ved stoppested i Klemensker kan arrangeres. Antal deltagere: 8-12

Tilmelding og spørgsmål ang. indkvarteringen mm: Lone: email lonebrasmussen@outlook.dk, tlf. 22857377 Seneste tilmelding: 10. august 2020 (depositum på 10 % tilbagebetales ikke efter denne dato). Tilmelding er bindende efter 22. august (dvs der gives ikke penge retur ved framelding - dog vil 90 % af det indbetalte beløb (også efter denne dato) betales tilbage, hvis der igen kommer restriktioner pga. covid19, som gør at kurset ikke kan gennemføres).

Om Sisse Fagt: Jeg er autodidakt maler. Jeg er fra en kreativ familie og har altid malet og tegnet. I 5. klasse besluttede jeg at skifte skole for at få Jørgen Clevin i formning og på universitetet fik jeg presset et par kurser i teknisk tegning ind på mit eksamensbevis. Jeg har fået masser af undervisning gennem ugelange kurser på Kunsthøjskoler og gennem kurser med undervisere som Robert McLean, Markus Stolk, Camilla West m.m. Derudover har jeg investeret mange timer i kurser over nettet og derudover har jeg efterhånden en ganske stor samling af kunstbøger med undervisning i diverse udtryk og teknikker. Jeg maler primært naturalistisk og altid farverigt. Landskaber er mit yndede motiv, hor jeg fascineres af det indtryk og den stemning et smukt landskab frembringer i mig. Jeg har haft adskillige solo- og gruppeudstillinger og må nok indrømme, at maleriet er blevet mere end en hobby – det er en passion. Du kan læse mere om mig på www.sissefagt.dk, Instagram: Artefagt, Facebook: Malerier fra nord til syd

 

Bornholmervandringer og yoga

17. - 20. september 2020. Pris 2000 kr, eneværelse 300 kr ekstra

Program:

Torsdag: Ankomst fra kl. 14 (færgen er i Rønne kl. 13.50) Ca. kl. 15 velkomst, kaffe, te og kage/frugt. Derefter gåtur på 5 km til Rutsker Højlyng. Kl. 17.30-18.15 yoga. Kl. 19 aftensmad.

Fredag: Kl. 8 til 8.30 morgenyoga Kl. 9 morgenmad (og madpakker) Kl. 10 vandretur til Gudhjem. Vi går ad små stier forbi Spellinge mose, til Døndalen, Helligdomsklipperne og videre ad kyststien til Gudhjem. Turen er 12-13 km. Afhentning i Gudhjem og derefter afslapning. Kl. 17.30 eftermiddagsyoga ca. 1 time Kl. 19 aftensmad

Lørdag: Kl. 8 til 8.30 morgenyoga Kl. 9 morgenmad (og madpakker) Kl. 10 Kørsel til Vang. Første del af dagens vandretur er en rundtur som går gennem flere tidligere stenbrud og Blåskinsdalen og tilbage til Vang. Anden del går gennem Slotslyngen til Hammershus. I alt ca. 12 km. Der er mulighed for at besøge ruinen samt det nye besøgscenter. Afhentning ved Hammershus. Derefter er der tid til lidt afslapning. Kl. 17.30 eftermiddagsyoga ca. 1 time Kl. 19 aftensmad

Søndag: Kl. 8.30 til 9.00 morgenyoga Kl. 9.15 morgenmad Kl. 10.30 kørsel til Svartingedal. Gåtur gennem Svartingedalen. Kl. 12.45 Frokost Derefter afrejse, færge til Ystad kl. 14.30.

Maden: Vi spiser sund mad med mange grøntsager og kun lidt kød/fisk, men der er også plads til et stykke kage og lignende. Drikkevarer udover vand, kaffe og te er ikke inkluderet.

Indkvartering i lejligheder på Feriestedet Skovly uden for Klemensker. Alle deler badeværelse med 1-3 andre. Feriestedet Skovly ligger ude på landet i meget rolige omgivelser med udsigt til marker, sø og skov. Det er et mindre sted med 7 ferielejligheder med i alt 17 værelser, funktionelt, men ikke 5-stjernet luksus. Ugen vil nok mere minde om et højskolekursus end en ferierejse. Alle hjælper lidt til med maden en af dagene, så vi kan holde prisen på et rimeligt niveau.

Afhentning ved busstoppested i Klemensker kan arrangeres.

Vandreturene: Vandreturene er på 10-15 km i vekslende terræn. Vi vandrer i både kendte og mindre kendte naturområder; kyststrækninger, sprækkedale og skove. Tempoet vil være ca. 5 km i timen, mindre i vanskeligt terræn, med lidt pauser undervejs.

Yoga: Kursets yoga-sessioner bliver rolige i tempo og milde i intensitet - hver dag med fokus på et af grundprincipperne i yoga. Om morgenen vækker vi kroppen med energi-givende øvelser, og om aftenen strækker vi godt ud efter dagens vandring med en mere restorativ praksis. Ømme fødder og ben får lidt ekstra opmærksomhed :) Vi arbejder med basale øvelser og jeg sørger for grundig guidning. For begyndere kan timerne fungere som en introduktion til yoga, så du kan fortsætte med øvelserne derhjemme, hvis du ønsker.

Nogle hyggelige og gode dage, hvor du gør noget godt for dig selv. Som en gæst skrev i gæstebogen i 50´erne, hvor stedet var pensionat: ”Skovly er hverken hotel eller kro, men stedet for hygge og sindets ro”.

Tilmelding senest 10 dage før (herefter er tilmelding bindende) til Lone lonebrasmussen@outlook.dk. Angiv ved tilmelding om du ønsker vegetarmad. Der er plads til 8-14 deltagere på kurset.

Bag opholdet står:

Anna Laursen: Uddannet idrætslærer fra Paul Petersens Idrætsinstitut. Yogalærer-træning hos Wellness Yoga i Nepal. Kurser i krop, stemme og fortælling hos Brita Haugen og Katrine Faber. Har undervist i yoga på Bornholm siden 2013.

Lone B. Rasmussen. Ejer af Feriestedet Skovly, tager på vandreture rundt på øen så snart muligheden byder sig. Er desuden cand.scient. i human ernæring og master i positiv psykologi, og har også ledet nogle rejser hos rejsebureauet Viktors Farmor.