Om Feriestedet Skovly

Feriestedet Skovly er en gammel gård fra 1875. Stedet har tidligere i en periode fungeret som pensionat, så har du været på lejrskole eller familieferie på Bornholm i 50 erne, 60´erne eller starten af 70 erne, har du muligvis været her før. Gården blev indrettet til ferielejligheder i løbet af 90´erne.

Jeg overtog stedet i maj 2018 fra et ældre ægtepar. Det jeg faldt for, var bl.a. beliggenheden ved marker, sø og skov, og så den ro der er her på stedet. De tidligere ejere har indrettet nogle gode lejligheder, og der er mange muligheder her på stedet med den store grund og det store fællesrum/aktivitetsrum. Siden jeg overtog stedet har jeg brugt en del penge og tid på at "opfriske" stedet både ude og inde, og jeg har bla. skiftet de fleste toiletter, komfurer mm ud, ryddet op og brugt en masse maling! Inden sæsonstart 2019 er skiftet en række døre og vinduer, et arbejde der fortsætter i vinteren 2019/2020. Endelig er der netop afsluttet en større udskiftning af oliefyre til luft-til-vand varmepumper, af elradiatorer til luft-til-luft varmepumper og af elvandvarmere til brugsvandsvarmepumper. En udskiftning der gerne skulle resultere i et betydeligt lavere CO2 udslip, og samtidig et bedre indemiljø. Der vil løbende ske yderligere forbedringer. Priserne vil jeg dog stadig holde i den lave ende.

Feriestedet Skovly ligger i meget rolige omgivelser, hvor der er fred og ro året rundt. Stedet henvender sig derfor bl.a. til jer, der godt kan lide ro og god plads omkring jer, og være lidt væk fra de travle turistområder. Stedet er både populært for børnefamilier pga de relativt lave priser, og for cyklister og andre der gerne vil rundt og opleve Bornholm, da beliggenheden giver korte afstande til mange af Bornholms attraktioner og naturoplevelser, så disse kan nås på dagture.

Her er også gode muligheder for ophold for grupper, f.eks. træningslejre, familieweekend, kurser eller lignende. Er I over 25 kan I få hele stedet, inklusiv de store fællesrum, helt for jer selv.

Det store fællesrum er fornylig blevet beriget med en masseovn, som tænkes anvendt i forbindelse med forskellige events i rummet, udlejning af rummet til forskellige begivenheder, i forbindelse med grupper mmm. Foruden at give varme og hygge til rummet, kan ovnens bagefag også anvendes til at lave pizza og anden mad samt lune boller og lignende.

Feriestedet Skovly er med i projekt Bæredygtig Bundlinje Bornholm, hvilket betyder at jeg arbejder for at få en mere grøn profil.

Desuden er jeg ”outdoor friend”. Dvs at du her kan få information om outdooraktiviteter på Bornholm, og kommer du forbi, er du altid velkommen til at komme ind og fylde din vanddunk, lave en kop kaffe eller te, og spise din madpakke ude eller inde.